Åbent brev til Brian Mikkelsen

Kære Brian Mikkelsen

Vi henvender os til dig som henholdsvis konservativ folketingskandidat og byrådsmedlem. Det sker fordi det er afgørende for os, at der hurtigt på regeringsniveau findes en brugbar løsning i forhold til efteruddannelsen/omskoling af de fyrede fra Lindø.

Det er ikke tilfredsstillende, hvis der nu skal gå bureaukrati i sagen – til skade for såvel de fyrede medarbejdere som for Fyn. Vi opfordrer derfor til, at der fra statens side udbetales de penge, som EU-globaliseringsfond allerede har bevilget. Uden en statslig udlægning af pengene er risikoen, at det langsommelige tempo i Bruxelles medfører, at pengene kommer for sent frem til at få den ønskede effekt.

Det kan ikke være rigtigt, at EU´s langsommelighed skal skade både de fyrede medarbejdere, og områderne, de bor i. Masseafskedigelserne på Lindø er en kolossal lokal udfordring, og vi har stærkt behov for, at regeringen optræder som en medspiller – og ikke som det opleves nu, som en modspiller.

Samtlige berørte afskedigede og deres hjemkommuner har brug for en simpel håndsrækning, hvor staten lægger pengene garanteret af EU ud, uanset hvem det er, der skal modtage efteruddannelsen.

Vi gør venligst opmærksom på, at vi har orienteret pressen om denne skrivelse til dig, og vi forventer en hurtig og positiv respons.

Hør P4Fyn Nyheder, hvor der bringes et interview med Franz (OBS. linket åbnes i Windows Media Player).

Venlig hilsen

Franz Rohde – Konservativ folketingskandidat i Nyborgkredsen
Lars Ole Valsøe – Konservativt byrådsmedlem i Kerteminde Kommune