Værdidebat

Helt naturligt er en stor del af debatterne i valgkampen centreret om landets økonomiske situation – nu og i fremtiden. Der er forskellige løsninger på vores udfordringer, og store tal flyver rundt i luften. Sådan er en valgkamp nu en gang.
Men der er et emne, vi har været alt for lidt omkring. Det ærgrer mig!

Vi danskere har skyhøje forventninger til ”det offentlige”. Det er som om, vi slet ikke aner, at det offentlige er os alle sammen.
Alt det, der i debatterne kaldes gratis, er i virkeligheden alene et udtryk for, at vi lægger udgiften ud til fællesskabet. Bekvemt, men ødelæggende for vores velfærdssamfund. Det fælles er ikke bare de andre, det er os selv, det er os alle sammen, og det bliver ikke gratis af, at det betales over den fælles kasse.

Ikke bare på det økonomiske område overbelaster vi det offentlige – vores fællesskab.
Stort set en hvilken som helst opgave tillægges ofte det offentlige. Alt lige fra ”gratis” hundeposer, ”gratis” morgenvækning af skoleelever, ”gratis” ansigtsmaling på stranden til ”gratis” hjemmehjælp til velhavende pensionister, er eksempler på, at det offentliges områder udvides og udvides.
Det er som om vi danskere ønsker at være klienter – i stedet for at være herre i eget liv. Hvis noget går mindre godt, så er det, det offentlige, der må overtage. Det er vores klare forventning.
En ung, der ikke passer sin skole, fremføres som svigtet af det offentlige. En ung, der ikke tager en uddannelse, fravælger uddannelse på grund af, at det offentlige ikke har gode nok tilbud, lyder det. Betaler man ikke sin husleje, må det offentlige da stille en anden bolig til rådighed.

For mig er lysten til at bestemme over sit eget liv helt centralt. Her taler vi ikke om mennesker, der på grund af sygdom eller anden ulykke er havnet i problemer – det er forventningerne fra alle os, der sagtens kunne klare os selv, der er problemet i vores samfund.
Derfor trænger vi i aller højeste grad til en værdidebat!

Jeg ønsker en stor grad af personlig frihed, og derfor ønsker jeg også en stor grad af personligt ansvar. Jeg ønsker gode muligheder for de, der kan og vil, og et samfund der tager hånd og de svage og udsatte.
Jeg ønsker altså ikke et samfund, hvor vi alle er klienter, og hvor vi afleverer ansvaret for vores liv hos kommunen eller staten.