Velfærd er økonomi

At hæve skatten for at kunne opnå et øget offentligt forbrug, er som at tisse i bukserne. Lige nu og her giver det varme og flere penge til offentligt forbrug, men på lidt længere sigt giver det mindre råd til offentligt forbrug – det bliver med andre ord koldt.

Hvis vi i fremtiden skal have råd til et velfærdssamfund, hvor udsatte kan hjælpes via offentlige ydelser, så er skattestigninger den helt forkerte vej at gå – uanset hvor lokkende den vej måtte synes nu og her.

Højere skat betyder, at vi alle vil kræve lidt mere i lønposen. Et godt eksempel på, hvor lille en skattestigning, der skal til, er multimedieskatten. Da den blev indført medførte det to reaktioner på arbejdsmarkedet.
En del forlangte mere i løn – eller flere goder puttet i samme pose. Hvis man ikke kunne få mere i løn, så ville man have en arbejdsgiverbetalt mobil eller computer. Kunne man ikke opnå en af delene, så ville rigtig mange ikke længere have den del, der udløste multimedieskatten.
Resultatet blev enten yderligere udgifter for virksomheden eller mindre fleksibilitet. Uanset udfaldet var det dyrt for erhvervslivet.
Præcist det samme er resultatet ved alle andre typer af skattestigninger. Derfor vil øget skat betyde dårligere konkurrenceevne. Det kan man måske umiddelbart være ligeglad med, kan man synes, men dårligere konkurrenceevne er lig med færre arbejdspladser, hvilket igen betyder flere modtagere af offentlige ydelser og færre til at betale disse.

Vi kan få hjulet til at dreje den anden vej. Lavere skat giver på sigt lavere lønpres, hvilket giver bedre konkurrenceevne, hvilket betyder flere i arbejde og færre modtagere af offentlige ydelser. På den måde har i fremtiden råd til at hjælpe de, der ikke kan klare sig selv. De udsatte grupper har også i fremtiden krav på en ordentlig hjælp, så de kan leve et værdigt liv.

Økonomisk politik og velfærdspolitik er to sider af den samme sag.

Franz Rohde – folketingskandidat for Konservative

Pileurten 3
5450 Otterup