År 2025 – Hvordan man slagtede sig selv på den langsomme måde

Vi står her i år 2025, og det byder selvfølgelig på nye udfordringer, men de sidste 10 års optur på det danske arbejdsmarked er under alle omstændigheder en solstrålehistorie. Faktisk en så stor succes, at man som dansker må måbe over, at andre lande ikke for længst har kopieret modellen.
I Danmark fandt vi ganske enkelt de vise sten!

Helt særligt må succesen på slagteriområdet fremhæves. For 10 år siden havde arbejdsløsheden blandt slagteriarbejdere været voldsom stigende gennem flere år, og gode råd var dyre.
Løsningen lå heldigvis lige for. Man lavede ordningen, hvor arbejdsløse slagteriarbejdere blev sendt ud på slagterierne, hvor de så arbejde for deres understøttelse. Gratis stillet til rådighed for arbejdsgiverne, og de skulle arbejde færre timer, end hvis de havde været ”rigtigt ansat”, så timelønnen passede for hver enkelt dagpengearbejder.
Til gengæld skulle slagterierne kun bruge disse tildelte dagpengearbejdere til ekstraopgaver – defineret som opgaver der ikke i forvejen blev løst.
For den arbejdsløse slagteriarbejder lå fordelene lige for. Dels blev man tilknyttet en arbejdsplads og var som sådan i gang – ikke ”rusten” som det meget ofte blev fremhævet i den debat, der naturligvis var der for 10 år siden – om end dog i et meget begrænset omfang, for en anden fordel stod endnu højere på den positive debatordsliste – den arbejdsløse blev ved denne ordning i dagpengesystemet.
De få kritiske rystere blev hurtigt fejet af bordet. Det var en mindre gruppe asociale individer, der ikke troede på, at denne ordning var til gavn for alle. Her 10 år efter er disse asociale individer heldigvis gjort til skamme på den mest åbenlyse måde. Alle er glade og tilfredse.

Inden denne smarte ordning blev indført havde de danske slagterier som nævnt store udfordringer. Danske slagteriarbejdspladser blev færre og færre – man måtte se slagterier i Danmark lukke – for at genopstå få kilometer syd for den tyske grænse. Krisen var total.
Med den nye ordning fik slagterierne en hjælpende hånd. Selvom den ”gratis” arbejdskraft var til de såkaldte ekstraordinære opgaver, der ikke i forvejen blev løst, så lykkedes det slagterierne at effektivisere gennem samtlige 10 år, så de fik slagtet mere med færre ”rigtigt” ansatte.
Samtidigt kunne slagterierne uden meromkostninger forarbejde varer, de ikke tidligere forarbejdede.
Indtjeningen steg, og alle var glade. Eller næsten alle. En gang imellem poppede en enkeltstående historie op, hvor fx en dagpengeslagteriarbejder fortalte om, at han løste opgaver, der ikke lå udover de såkaldte normalopgaver. Fx ved sygdom blandt de ”rigtigt” ansatte, så kom arbejdslederes og spurgte, om den dagpengeansatte ville stå ved linje 4, eller om han skulle spørge en anden. Den dagpengeansatte mente, at han var tvunget til at sige ja tak, hvis han skulle have den mindste chance for at få en af de få ledige stillinger på normalvilkår, der fra tid til anden opstod. Man ville måske ikke stå først i køen, hvis man gik til tillidsmanden eller fagforeningen og klagede, mente den dagpengeansatte slagteriarbejder.
Som sagt var historierne heldigvis enkeltstående og kunne ikke ødelægge billedet af den totale succes. Og trods alt var den dagpengeansatte ikke røget ud af dagpengesystemet, så man skulle mene, at det mest korrekte ville være, at betragte ham som en vinder i systemet.

Ordningen var oprindeligt født hos de danske folkeskolelærere. Lærerne havde i solidaritetens tjeneste fundet på, at de arbejdsløse lærere lige så godt kunne komme ind på skolerne og gå til hånde for deres dagpenge – i stedet for at gå hjemme og ”ruste”.
Også på skoleområdet blev ordningen en kæmpe succes. Trods de voksende klassestørrelser gav ordningen flere – eller i hvert fald kunne fastholde samme antal – lærerminutter pr. elev – og uden at det kostede samfundet noget som helst.
Inklusion af elever med særlige behov er dog klart den største succes på skoleområdet. Efterhånden har vi i Danmark fået tømt så godt som alle specialtilbud og fået udvidet folkeskolens tilbud – og igen uden det har kostet samfundet en krone. Ja, faktisk er inklusionen en overskudsforretning af de helt store. Smart må det i sær kaldes, at de specialuddannede lærere, der tidligere arbejdede i de specielle tilbud, og som løbende blev ledige i inklusionens navn, efter en kort dagpengeperiode dukkede op i folkeskolen som dagpengeansatte lærere – uden det kostede samfundet en krone!

Ungdomsarbejdsløsheden på lærerområdet fik man bugt med hurtigere end forventet. De første 3-4 år gik det ganske vist langsomt, hvilket nok skyldtes, at mange af de lærerstuderende, der var påbegyndt studiet, valgte at gøre dette færdigt, men efter denne forholdsvis korte periode, var søgningen til denne uddannelse markant mindre, og ungdomsarbejdsløsheden hurtigt væk.
Faktisk står vi i dag 10 år senere med det problem, at vi skal have personer med andre uddannelser presset ind i det solidariske system, for det er efterhånden sådan, at det ikke er til at skaffe en arbejdsløs læreruddannet. Til sidst kom den i mange år ventede lærermangel altså.
Åbenbart er den unge generation i dag mere til uddannelse for egen vindings skyld end for et godt solidarisk fællesskab – det er i hvert fald en gængs opfattelse i lærernes fagforening, hvor solidariteten i en årrække har været den herskende værdi.
Vanskelighederne ved at tiltrække unge til læreruddannelsen har fået al tale om minimumskrav og flytning af læreruddannelsen til universiteterne til at forstumme – det har endda været fremført, at systemet tiltrækker andre end dem, vi som samfund har mest behov for som lærere.

Såvel på skole- som på slagteriområdet er manglen på arbejdskraft en udfordring i dag – efter kun 10 år med verdens bedste løsning på arbejdsløshedsproblemet.
Ud over forslaget om at bruge ledige med andre uddannelser end de relevante, er der også tanker om at udvide solidaritetsordningen på andre måder. En måde er, at man kunne lade den gælde for pensionister – det er vel rimeligt, at man arbejder for sin pension, argumenteres der med, og det skal naturligvis ikke være på fuld tid.
Mulighederne er flere, og vi er mange, der venter på nye udspil fra fagbevægelsen på, hvilke løsninger den kan opfinde nu.
Ikke mindst er der store forventninger til, at lærernes fagforening kommer med kreative løsningsforslag.

PS: Enkelte har talt om, at ordningen minder om borgerløn, men det er vist kun rabiate højreorienterede, der ser denne sammenligning – eller i hvert fald anser det for et problem.