I dag den 21/12 2017 – præcist 1 måned efter valget – er det min sidste politikerdag i denne omgang

I dag den 21/12 2017 – præcist 1 måned efter valget – er det min sidste politikerdag i denne omgang. Der er næsten noget symbolsk over datoen. Årets korteste dag og præcist 1 måned efter valget.

I dag holder jeg for sidste gang møde med direktør og chefer i Teknik- og Miljø, og jeg får lov at sige pænt og ordentligt farvel til medarbejderne i afdelingerne – og afslutter så med det sidste kommunalbestyrelsesmøde, hvor vi efterfølgende får hilst af med hinanden til en lille sammenkomst.

Så den sidste politikerdag bliver en dag med noget på programmet.

Det bliver selvfølgelig også på sin egen måde en vemodig dag, for jeg ville da gerne have fortsat arbejdet. Både i kommunalbestyrelsen og i Teknik- og Miljø.

Men sådan er det nu en gang i politik – mandatet er altid på lånt tid – og selvom jeg havde fremgang i antallet af personlige stemmer, så var det ikke denne gang nok til at blive nr. 1 på liste C.

Tillykke og held og lykke til Anders Thingholm, som nu tager pladsen, og jeg er sikker på, at han vil gøre det godt.

For mit vedkommende kan man sige, at hverdagen vender tilbage. Jeg er tilbage på fuld tid på mit arbejde, og jeg er desuden af den kommende kommunalbestyrelse blevet valgt til at sidde i bestyrelsen for Fjernvarme Fyn, hvilket jeg glæder mig meget til. Den bestyrelse blev jeg også valgt til at sidde i for 4 år siden, men da der efter 0,5 år skulle omrokeres, og jeg blev formand for Teknik- og Miljøudvalget, så overgik bestyrelsesposten til en anden. Nu kommer jeg altså så tilbage, og det er jeg meget glad for.

Som jeg har sagt og skrevet før, så kigger jeg tilbage på 4 fantastiske år. 4 år hvor min hobby blev alvor, og hvor jeg fik lov til at sidde med, der, hvor det det rent faktisk, er afgørende at sidde med.

De politiske resultater er mange, og jeg er glad og stolt over disse. Skal jeg trække et enkelt resultat frem, så må det være det, at jeg, allerede da jeg sagde ja til at blive partiets spidskandidat, havde det mål, at jeg ville medvirke til at samle den borgerlige fløj i kommunen, så et borgerligt flertal betød en borgerlig borgmester og et borgerligt samarbejde.
Det mål blev opfyldt, og jeg håber, de nye folk på pladserne vil arbejde for at fortsætte dette.
Tidligere tiders intern kævl og ævl mellem de borgerlige har aldrig fremmet noget som helst godt.

I de 4 år har jeg lært en masse gode mennesker at kende. Der er mange, som jeg holder virkeligt meget af, og det bliver selvfølgeligt underligt ikke at skulle fortsætte samarbejdet med disse. Men jeg håber da, at jeg render ind i dem en gang imellem stadig væk.

Medlemmerne fra S og V i Teknik og Miljøudvalget vil jeg gerne give en særlig stor tak for samarbejdet. Vi har virkeligt flyttet noget de sidste 3,5 år – sammen. Det er ikke alle sager i det udvalg, der er nemme, men vi har fundet fælles forståelse og fælles løsninger på langt langt de fleste, og det har givet borgere og virksomheder de bedste vilkår.
For man skal aldrig glemme, at uanset om der står asfalt eller affald på dagsordenspunktet, så handler det i sidste ende om mennesker.
Det synes jeg, vi i udvalget har formået at holde fokus på.

Administrationen i Teknik og Miljø skal også have en kæmpe tak med på vejen. De har knoklet, og de har virkeligt været fantastiske. Professionelle og ordentlige, og jeg har i sandhed været glad for samarbejdet.
Også her er det mennesker, som jeg kommer til at savne samarbejdet og omgangen med.

Når jeg er kommet op på Rådhuset i Otterup har det altid været en positiv oplevelse – lige fra det store smil i receptionen til de positive ansatte, der egentligt en gang imellem må tænke, at de politikere ikke altid træffer de bedste afgørelser, men som yder en kæmpe indsats for at gennemføre disse. Tak!

Lad mig så lige nævne personalet på rådhuset i Bogense, hvor det altid har været en fornøjelse at komme. Stor hjælpsomhed med alle udfordringer, og et godt humør, har altid præget det rådhus.

Lad mig her også sige en stor tak til Morten Andersen for et fantastisk samarbejde. Som han udtalte til avisen efter valget, så er der ikke mange dage, hvor vi ikke har været i kontakt med hinanden – mail, sms, telefonopkald og møder.
Det har ganske enkelt været enestående og fantastisk, og selvom det bliver på et andet niveau, så er jeg sikker på, at det fortsætter på en ny måde.

Ingen nævnt, ingen glemt, siger man. Det er sikkert lige så rigtigt at sige: Mange nævnt, mange glemt. For det har været en fantastisk rejse, de sidste 4 år, og den har været fyldt med gode samarbejdspartnere i utroligt mange sammenhænge. Lokalråd og mange andre har været fantastiske at samarbejde med om at udvikle kommunen.

Men nu slutter det – i hvert fald for denne gang. Hvad fremtiden bringer, det ved ingen. Det kigger vi på hen ad vejen.

Tak for de helt vildt mange beskeder om, at det er ærgerligt, at jeg ikke blev genvalgt. Det har varmet. I går modtog jeg en julehilsen fra Mai Mercado, og jeg blev helt rørt over den håndskrevne del af julehilsenen – tak.

Jeg er ikke bitter eller andet. Jeg er taknemmelig for alle de personer, der har bidraget til at give mig de 4 år, og jeg glæder mig til fremtiden.

Og så slutter det jo trods alt ikke sådan 100%, for jeg er jo stadig mig, og jeg er stadig 1.suppleant, bestyrelsesmedlem i Fjernvarme Fyn og politisk aktiv.

Lad mig sige her til slut, at det har været 4 fantastisk år. Det har også været 4 meget travle år, og det lader sig kun gøre, hvis ens familie bakker 100% op om det.
Det har min familie gjort, og af alle de tak der skal uddeles, så skal familien have den største af dem alle. Børnene har hjulpet og fulgt med i forløbet, og min kone Charlotte har været den største støtte og hjælper af alle.
Min familie er sgu helt ærligt ret så heldig med, og nu vil jeg bruge mere tid sammen med dem i den kommende tid.

Så håber jeg ikke, at konen ikke gør alvor af truslen om at tilmelde mig porcelænsmaling, hvis det trods alt bliver for meget, jeg er hjemme.