Stiller mig til rådighed

Hermed kan jeg bekræfte avisens oplysninger om, at jeg (efter opfordringer fra vælgerforeningens bestyrelse og andre kandidater) stiller mig til rådighed som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti på Nordfyn.

Opstillingsmødet er i næste uge.

Jeg havde ellers besluttet mig for at holde fri fra politik i et par år, men har altså nu taget en ny beslutning. Pausen blev således ganske kort, men da Kim måtte melde pas på grund af arbejdspres, så sagde jeg efter grundig overvejelse ja til denne udfordring.

Der er behov for et stærkt konservativt parti – ikke mindst på Nordfyn.

Pas på, dansker!

Vi trænger til en folkelig debat om vores rettigheder som borgere i Danmark.
Skoleelever fik af politiet forbud mod at vise et banner ved statsministerens tale til de unge, en journalist anholdes fordi han vil opsætte en Kinakritisk plakat, demonstranter for et frit Tibet gemmes bag store politibusser, så den kinesiske præsident ikke generes af disse, Folketinget vedtager, at Skat har fri adgang til folks private ejendom, EU bevæger sig mod en stærk centralmagt, hvor borgernes indflydelse indskrænkes – tag nu bare tankerne om fælles finanspolitisk union.
Lad os få en folkelig debat – nedefra – så politikerne forstår deres opgave: At repræsentere folket!

Samtidigt forventer vi, at det offentlige skal tage sig af mere. Eksemplerne er mange, men lad mig her nævne: Flere og flere kommuner stiller løsninger til rådighed for familier, der har vanskeligt ved at få børnene op og sendt i skole, forventninger om kommunale poser til hundes efterladenskaber, eller holdningen at kommunen svigter, hvis de unge keder sig.

Samtidigt med vores stigende forventninger til det offentlige, stiger vores respekt for det offentlige ikke. Der smides ufattelige mængder affald alle offentlige steder, vi ser vedvarende hærværk på offentlige bygninger, og i det hele taget opfører mange af os helt anderledes i det offentlige rum, end vi ville gøre derhjemme.

Det offentlige tager samtidigt mere og mere over i vores samfund. Naturligvis for fællesskabets bedste hedder det. Vi lader det offentlige blande sig i, hvordan vi hver især vælger at leve – hvad vi bør drikke, ryge eller spise. Og vi er ikke kede af at beskylde andre, der har valgt anderledes end os selv, for at være mindre kloge og ude af stand til selv at kunne vælge. Vi skal nok som samfund vælge for dem. Derfor kan man som den oplyste argumentere for, at der fx burde være forbud mod salg pølser og pomfritter i sportshallerne, eller at der på spiserestauranter ikke bør sælges sodavand i flasker, der indeholder mere end en halv liter.

Men er det sådan et samfund vi ønsker os? Eller kan vi lade andre leve deres eget liv, som de nu vil? Kan vi i det mindste starte med at forsøge at løse opgaver, inden vi kalder på det offentlige?
Hvilket samfund ønsker vi os? Er det offentlige, staten, eller hvad vi nu vil kalde det, ikke netop os alle sammen – og ikke blot alle de andre?

Spørgsmålene er mange, og der er helt sikkert også mange svar. Uanset politisk tilhørsforhold bør denne debat tages, og vi bør som danskere forstå, at ikke alt automatisk forbliver, som det er. Samfundet ændrer sig hele tiden. Vi borgere skal gøre vores indflydelse gældende – også uden for de perioder, hvor der føres valgkamp.

Venlig hilsen
Franz Rohde
Pileurten 3
5450 Otterup
Folketingskandidat for konservative

År 2025 – Hvordan man slagtede sig selv på den langsomme måde

Vi står her i år 2025, og det byder selvfølgelig på nye udfordringer, men de sidste 10 års optur på det danske arbejdsmarked er under alle omstændigheder en solstrålehistorie. Faktisk en så stor succes, at man som dansker må måbe over, at andre lande ikke for længst har kopieret modellen.
I Danmark fandt vi ganske enkelt de vise sten!

Helt særligt må succesen på slagteriområdet fremhæves. For 10 år siden havde arbejdsløsheden blandt slagteriarbejdere været voldsom stigende gennem flere år, og gode råd var dyre.
Løsningen lå heldigvis lige for. Man lavede ordningen, hvor arbejdsløse slagteriarbejdere blev sendt ud på slagterierne, hvor de så arbejde for deres understøttelse. Gratis stillet til rådighed for arbejdsgiverne, og de skulle arbejde færre timer, end hvis de havde været ”rigtigt ansat”, så timelønnen passede for hver enkelt dagpengearbejder.
Til gengæld skulle slagterierne kun bruge disse tildelte dagpengearbejdere til ekstraopgaver – defineret som opgaver der ikke i forvejen blev løst.
For den arbejdsløse slagteriarbejder lå fordelene lige for. Dels blev man tilknyttet en arbejdsplads og var som sådan i gang – ikke ”rusten” som det meget ofte blev fremhævet i den debat, der naturligvis var der for 10 år siden – om end dog i et meget begrænset omfang, for en anden fordel stod endnu højere på den positive debatordsliste – den arbejdsløse blev ved denne ordning i dagpengesystemet.
De få kritiske rystere blev hurtigt fejet af bordet. Det var en mindre gruppe asociale individer, der ikke troede på, at denne ordning var til gavn for alle. Her 10 år efter er disse asociale individer heldigvis gjort til skamme på den mest åbenlyse måde. Alle er glade og tilfredse.

Inden denne smarte ordning blev indført havde de danske slagterier som nævnt store udfordringer. Danske slagteriarbejdspladser blev færre og færre – man måtte se slagterier i Danmark lukke – for at genopstå få kilometer syd for den tyske grænse. Krisen var total.
Med den nye ordning fik slagterierne en hjælpende hånd. Selvom den ”gratis” arbejdskraft var til de såkaldte ekstraordinære opgaver, der ikke i forvejen blev løst, så lykkedes det slagterierne at effektivisere gennem samtlige 10 år, så de fik slagtet mere med færre ”rigtigt” ansatte.
Samtidigt kunne slagterierne uden meromkostninger forarbejde varer, de ikke tidligere forarbejdede.
Indtjeningen steg, og alle var glade. Eller næsten alle. En gang imellem poppede en enkeltstående historie op, hvor fx en dagpengeslagteriarbejder fortalte om, at han løste opgaver, der ikke lå udover de såkaldte normalopgaver. Fx ved sygdom blandt de ”rigtigt” ansatte, så kom arbejdslederes og spurgte, om den dagpengeansatte ville stå ved linje 4, eller om han skulle spørge en anden. Den dagpengeansatte mente, at han var tvunget til at sige ja tak, hvis han skulle have den mindste chance for at få en af de få ledige stillinger på normalvilkår, der fra tid til anden opstod. Man ville måske ikke stå først i køen, hvis man gik til tillidsmanden eller fagforeningen og klagede, mente den dagpengeansatte slagteriarbejder.
Som sagt var historierne heldigvis enkeltstående og kunne ikke ødelægge billedet af den totale succes. Og trods alt var den dagpengeansatte ikke røget ud af dagpengesystemet, så man skulle mene, at det mest korrekte ville være, at betragte ham som en vinder i systemet.

Ordningen var oprindeligt født hos de danske folkeskolelærere. Lærerne havde i solidaritetens tjeneste fundet på, at de arbejdsløse lærere lige så godt kunne komme ind på skolerne og gå til hånde for deres dagpenge – i stedet for at gå hjemme og ”ruste”.
Også på skoleområdet blev ordningen en kæmpe succes. Trods de voksende klassestørrelser gav ordningen flere – eller i hvert fald kunne fastholde samme antal – lærerminutter pr. elev – og uden at det kostede samfundet noget som helst.
Inklusion af elever med særlige behov er dog klart den største succes på skoleområdet. Efterhånden har vi i Danmark fået tømt så godt som alle specialtilbud og fået udvidet folkeskolens tilbud – og igen uden det har kostet samfundet en krone. Ja, faktisk er inklusionen en overskudsforretning af de helt store. Smart må det i sær kaldes, at de specialuddannede lærere, der tidligere arbejdede i de specielle tilbud, og som løbende blev ledige i inklusionens navn, efter en kort dagpengeperiode dukkede op i folkeskolen som dagpengeansatte lærere – uden det kostede samfundet en krone!

Ungdomsarbejdsløsheden på lærerområdet fik man bugt med hurtigere end forventet. De første 3-4 år gik det ganske vist langsomt, hvilket nok skyldtes, at mange af de lærerstuderende, der var påbegyndt studiet, valgte at gøre dette færdigt, men efter denne forholdsvis korte periode, var søgningen til denne uddannelse markant mindre, og ungdomsarbejdsløsheden hurtigt væk.
Faktisk står vi i dag 10 år senere med det problem, at vi skal have personer med andre uddannelser presset ind i det solidariske system, for det er efterhånden sådan, at det ikke er til at skaffe en arbejdsløs læreruddannet. Til sidst kom den i mange år ventede lærermangel altså.
Åbenbart er den unge generation i dag mere til uddannelse for egen vindings skyld end for et godt solidarisk fællesskab – det er i hvert fald en gængs opfattelse i lærernes fagforening, hvor solidariteten i en årrække har været den herskende værdi.
Vanskelighederne ved at tiltrække unge til læreruddannelsen har fået al tale om minimumskrav og flytning af læreruddannelsen til universiteterne til at forstumme – det har endda været fremført, at systemet tiltrækker andre end dem, vi som samfund har mest behov for som lærere.

Såvel på skole- som på slagteriområdet er manglen på arbejdskraft en udfordring i dag – efter kun 10 år med verdens bedste løsning på arbejdsløshedsproblemet.
Ud over forslaget om at bruge ledige med andre uddannelser end de relevante, er der også tanker om at udvide solidaritetsordningen på andre måder. En måde er, at man kunne lade den gælde for pensionister – det er vel rimeligt, at man arbejder for sin pension, argumenteres der med, og det skal naturligvis ikke være på fuld tid.
Mulighederne er flere, og vi er mange, der venter på nye udspil fra fagbevægelsen på, hvilke løsninger den kan opfinde nu.
Ikke mindst er der store forventninger til, at lærernes fagforening kommer med kreative løsningsforslag.

PS: Enkelte har talt om, at ordningen minder om borgerløn, men det er vist kun rabiate højreorienterede, der ser denne sammenligning – eller i hvert fald anser det for et problem.

Pengene og velfærden

Pengene og velfærden

Vi hører konstant om nedskæringer. Nedskæringer på skolerne, på ældreplejen, på sygehusene, på snerydning, på …… Ja, man kan frit fortsætte listen.
Samtidigt viser fakta, at der aldrig har været en større og dyrere offentlig sektor. Aldrig tidligere har vi været så mange ansatte i den offentlige sektor.
Hvorfor er der så al den snak om nedskæringer? Svaret er ikke så simpelt, som man kunne ønske.

Venstrefløjen har i en lang periode talt om alverdens ulykker, som den borgerlige regering naturligvis får skylden for. Villy Søvndal har ved flere lejligheder svunget sig helt op i retorikken, og talt om en massakre på den offentlige sektor. Når der fyres personale på flere af landets sygehuse, så bruges dette som eksempel på nedskæringer. Sandheden er dog, at der fyres personale, fordi der er blevet ansat for mange i perioden op til disse afskedigelser. Der har aldrig været så mange ansatte på landets sygehuse, som der er nu.
Kommunerne har også været ude i det ærinde at flytte ansvaret for deres egne beslutninger over på Christiansborg. Fakta er dog, at kommunerne har de samme penge, som de havde sidste år, og aldrig nogensinde har kommunerne haft flere penge til at løse de kommunale opgaver.
Misinformation kan altså forklare noget af årsagen til, at mange danskere har en opfattelse af, at der skæres på den offentlige sektor. Det er dog ikke hele forklaringen.

Inden for det offentlige er der løbende indført en masse bureaukrati, ikke mindst fordi der konstant er krav om kontrol af stort set hver en handling, en offentligt ansat foretager sig. Samtidigt er der vokset en større og større regelbunke frem, som ikke mindst kommunernes forvaltninger har en udfordring i at følge med i. Den øgede bureaukrati tager tid, og tiden tages fra de såkaldte ”varme hænder”.
Endelig er der ligeledes den faktor, at borgerne forventer en udstrakt offentlig service. Der mangler tilsyneladende til tider en forståelse af, at det offentlige er os alle sammen, og der findes ikke ”gratis” offentlig service. Når der forventes ”gratis” hundeposer, så tages pengene fra andre offentlige ydelser, hvilket man bør have i erindring, inden man forventer den slags offentlig service. På samme måde er forventninger til den offentlige service vokset kraftigt inden for områder, hvor der tidligere var tale om personligt og familiært ansvar. Ofte tales der ligefrem om den samfundsøkonomiske gevinst, når der fx skal hentes børn i hjemmene for at de skal være i skolen til tiden. Om det på nogen måde er rimeligt, at alle andre skal betale for den slags service, er sjældent en del af debatten.

I fremtiden må vi se lidt anderledes på den offentlige service. Både på hvilken service vi kan forvente som borger, og på hvilke servicer vi i det hele taget vælger, at det offentlige skal stå for.
Inflationen i den offentlige sektor skal bremses, hvis den private sektor ikke skal kvæles i øgede skatter og afgifter. Uden en sund og stor privat sektor vil der i fremtiden ikke blive råd til velfærd. Finanskrisen har fremrykket behovet for, at vi i Danmark tager udfordringerne alvorligt, men vi var nået til det punkt inden længe uanset.

Det er ingen selvfølge, at vi lever i et land, hvor vi kan tage os godt at de svage og udsatte i vores samfund. Hvis vi ikke får standset himmelflugten i de offentlige udgifter, og hvis vi ikke begynder at prioritere de offentlige opgaver, så står vi meget hurtigt med et samfund, der vil synes meget fattigt. Det vil først og fremmest ramme de udsatte og de svage.

Derfor er den eneste vej at få styr på landets økonomi og at få tilrettet vores velfærdsydelser. Det er ikke fordi, at styr på økonomien er et mål i sig selv, men fordi vi uden styr på økonomien ikke i fremtiden vil have et velfærdssamfund at give videre til vores børn og unge.
Så hvis vi vælger, at vi ikke vil spare nu, hvor kassen er tom, og udfordringer for fremtidens velfærdssamfund står lysende klare, så vælger vi altså, at videregive et samfund til vores børn og unge, hvor velfærdsydelser er noget, de kun hører om i historiebøgerne.
Tager vi fat nu, kan vi fortsætte med et velfærdssystem der ikke beskæres, så det går ud over de svage, men hvor vi dog heller ikke vil opleve en konstant vækst i den offentlige service. Det kræver bare, at vi lader alle dem, der kan klare sig selv, får lov til dette.
Samtidigt skal der ryddes op i bureaukratiet såvel inden for det offentlige, som inden for det private. Dette vil medvirke til at frigøre en masse arbejdskraft, der kan producerer varer og serviceydelser i stedet for fx at skrive rapporter, der reelt ingen værdi er i.

Vælger vi en anden vej, hvor vi øger den offentlige sektor, og i den forbindelse øger den offentlige gæld, så står vi om nogle år med en udfordring, der vil få alvorlige konsekvenser. Når vi øger den offentlige gæld, svarer det helt konkret til, at hver dansker optager lån, og disse lån skal præcist som private lån betales tilbage.
Desværre overses det ofte i debatten, at en dårlig økonomi i statskassen er lig med en dårlig økonomi i familiernes husholdningsøkonomi i landet, men det er den faktiske virkelighed.
Det at optage lån for at øge den offentlige sektor via investeringer i offentlige bygninger, kan synes som en fornuftig ide for nogen, da det her og nu kan skaffe nogle håndværkere i arbejde.
I virkeligheden er det som at tisse i bukserne. Det varmer et øjeblik, men det bliver dobbelt så koldt bagefter.

Lad os i stedet vise ansvarlighed, så vi kan videregive et samfund til vores børn og unge, hvor velfærdsydelser findes til dem, der har behov for en hjælpende hånd.
De færreste af os ønsker vel, at vores børn og unge skal arve gæld fra os, fordi vi ikke kunne skrue en smule ned for forbruget, da det var nødvendigt.
Det er i hvert fald ikke sådan, jeg gerne vil huskes, når jeg en gang står til evaluering i mine børns hoveder.

Franz Rohde
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Pileurten 3
5450 Otterup

Plant smil og ikke gråvejr

“Når jeg ser på skønne blomster, dukker svundne minder frem, om den gamle milde gartner, i mit fjerne barndomshjem”. Sådan starter klassikeren ”Den gamle gartners sang”, der gik sin sejrsgang i midten af 50erne.
Uanset at tiderne og hitlistemusikken har ændret sig, er det pointen i sangen, anlægsgartneren Brian Kristensen ville synge med på. Han vil skabe en virksomhed, han vil bygge noget op og han vil tage en økonomisk chance for at forfølge drømmen. Så det er oplagt at bruge symbolikken fra ”Den gamle gartners sang”; ”plante smil og plante solskin”.
Det var Brian Kristensens sag, jeg skrev om i avisen. At jeg mener, det burde være på sin plads at give anlægsgartneren en byggetilladelse til en hal, hvor han i stedet blev mødt med et krav fra kommunen om at lukke sin virksomhed, fordi den er placeret i landzone. At jeg mener, at det vil skabe liv og udvikling på landet, at driftige mennesker må drive deres virksomhed i forbindelse med deres bopæl.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) deler bestemt ikke mit syn på sagen, og foreningens lokale formand Kurt G. Holm har i avisens spalter brugt kræfter på at forklare hvorfor.
Lokalforeningsformandens opfattelse er, at det er godt for udviklingen i landdistrikterne, hvis der ikke drives industri på landet. Ifølge Kurt G. Holm er netop den manglende tilstedeværelse af erhverv årsagen til, at mange flytter på landet. Åbenbart ser Kurt G. Holm områderne udenfor storbyen som en form for museum, hvor Morten Korch ville være et naturligt valg som erhvervs- og udviklingsminister.

At mange skulle vælge at bo på landet, fordi der ikke må drives anden virksomhed end landbrug, gartneri og fiskeri, det tror jeg ikke, DN-formanden har ret i. Jeg er af den opfattelse, at langt de fleste, der bor på landet og/eller i de mindre landsbysamfund, ønsker liv, aktivitet og arbejdspladser i deres nærmiljø. Det er nemlig vejen frem, hvis der på landet skal bevares et miljø, hvor også mennesker trives.
Desværre ser det ikke ud til, at DN personificeret ved Kurt G. Holm har forstået, at det kan lade sig gøre.
Problemet er, at denne holdning ikke kun går ud over nærområderne, som fastlåses i en fremtidsløs Morten Korch-idyl, men også erhvervsdrivende som Brian Kristensen.
Valget er faktisk meget simpelt: Ønsker man Morten Korch eller Brian Kristensen? For mig er svaret simpelt: Jeg ønsker Brian Kristensen og hans virksomhed, uanset at en interesseorganisation måtte ønske noget andet.

Franz Rohde
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti