Stiller mig til rådighed

Hermed kan jeg bekræfte avisens oplysninger om, at jeg (efter opfordringer fra vælgerforeningens bestyrelse og andre kandidater) stiller mig til rådighed som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti på Nordfyn.

Opstillingsmødet er i næste uge.

Jeg havde ellers besluttet mig for at holde fri fra politik i et par år, men har altså nu taget en ny beslutning. Pausen blev således ganske kort, men da Kim måtte melde pas på grund af arbejdspres, så sagde jeg efter grundig overvejelse ja til denne udfordring.

Der er behov for et stærkt konservativt parti – ikke mindst på Nordfyn.

Pengene og velfærden

Pengene og velfærden

Vi hører konstant om nedskæringer. Nedskæringer på skolerne, på ældreplejen, på sygehusene, på snerydning, på …… Ja, man kan frit fortsætte listen.
Samtidigt viser fakta, at der aldrig har været en større og dyrere offentlig sektor. Aldrig tidligere har vi været så mange ansatte i den offentlige sektor.
Hvorfor er der så al den snak om nedskæringer? Svaret er ikke så simpelt, som man kunne ønske.

Venstrefløjen har i en lang periode talt om alverdens ulykker, som den borgerlige regering naturligvis får skylden for. Villy Søvndal har ved flere lejligheder svunget sig helt op i retorikken, og talt om en massakre på den offentlige sektor. Når der fyres personale på flere af landets sygehuse, så bruges dette som eksempel på nedskæringer. Sandheden er dog, at der fyres personale, fordi der er blevet ansat for mange i perioden op til disse afskedigelser. Der har aldrig været så mange ansatte på landets sygehuse, som der er nu.
Kommunerne har også været ude i det ærinde at flytte ansvaret for deres egne beslutninger over på Christiansborg. Fakta er dog, at kommunerne har de samme penge, som de havde sidste år, og aldrig nogensinde har kommunerne haft flere penge til at løse de kommunale opgaver.
Misinformation kan altså forklare noget af årsagen til, at mange danskere har en opfattelse af, at der skæres på den offentlige sektor. Det er dog ikke hele forklaringen.

Inden for det offentlige er der løbende indført en masse bureaukrati, ikke mindst fordi der konstant er krav om kontrol af stort set hver en handling, en offentligt ansat foretager sig. Samtidigt er der vokset en større og større regelbunke frem, som ikke mindst kommunernes forvaltninger har en udfordring i at følge med i. Den øgede bureaukrati tager tid, og tiden tages fra de såkaldte ”varme hænder”.
Endelig er der ligeledes den faktor, at borgerne forventer en udstrakt offentlig service. Der mangler tilsyneladende til tider en forståelse af, at det offentlige er os alle sammen, og der findes ikke ”gratis” offentlig service. Når der forventes ”gratis” hundeposer, så tages pengene fra andre offentlige ydelser, hvilket man bør have i erindring, inden man forventer den slags offentlig service. På samme måde er forventninger til den offentlige service vokset kraftigt inden for områder, hvor der tidligere var tale om personligt og familiært ansvar. Ofte tales der ligefrem om den samfundsøkonomiske gevinst, når der fx skal hentes børn i hjemmene for at de skal være i skolen til tiden. Om det på nogen måde er rimeligt, at alle andre skal betale for den slags service, er sjældent en del af debatten.

I fremtiden må vi se lidt anderledes på den offentlige service. Både på hvilken service vi kan forvente som borger, og på hvilke servicer vi i det hele taget vælger, at det offentlige skal stå for.
Inflationen i den offentlige sektor skal bremses, hvis den private sektor ikke skal kvæles i øgede skatter og afgifter. Uden en sund og stor privat sektor vil der i fremtiden ikke blive råd til velfærd. Finanskrisen har fremrykket behovet for, at vi i Danmark tager udfordringerne alvorligt, men vi var nået til det punkt inden længe uanset.

Det er ingen selvfølge, at vi lever i et land, hvor vi kan tage os godt at de svage og udsatte i vores samfund. Hvis vi ikke får standset himmelflugten i de offentlige udgifter, og hvis vi ikke begynder at prioritere de offentlige opgaver, så står vi meget hurtigt med et samfund, der vil synes meget fattigt. Det vil først og fremmest ramme de udsatte og de svage.

Derfor er den eneste vej at få styr på landets økonomi og at få tilrettet vores velfærdsydelser. Det er ikke fordi, at styr på økonomien er et mål i sig selv, men fordi vi uden styr på økonomien ikke i fremtiden vil have et velfærdssamfund at give videre til vores børn og unge.
Så hvis vi vælger, at vi ikke vil spare nu, hvor kassen er tom, og udfordringer for fremtidens velfærdssamfund står lysende klare, så vælger vi altså, at videregive et samfund til vores børn og unge, hvor velfærdsydelser er noget, de kun hører om i historiebøgerne.
Tager vi fat nu, kan vi fortsætte med et velfærdssystem der ikke beskæres, så det går ud over de svage, men hvor vi dog heller ikke vil opleve en konstant vækst i den offentlige service. Det kræver bare, at vi lader alle dem, der kan klare sig selv, får lov til dette.
Samtidigt skal der ryddes op i bureaukratiet såvel inden for det offentlige, som inden for det private. Dette vil medvirke til at frigøre en masse arbejdskraft, der kan producerer varer og serviceydelser i stedet for fx at skrive rapporter, der reelt ingen værdi er i.

Vælger vi en anden vej, hvor vi øger den offentlige sektor, og i den forbindelse øger den offentlige gæld, så står vi om nogle år med en udfordring, der vil få alvorlige konsekvenser. Når vi øger den offentlige gæld, svarer det helt konkret til, at hver dansker optager lån, og disse lån skal præcist som private lån betales tilbage.
Desværre overses det ofte i debatten, at en dårlig økonomi i statskassen er lig med en dårlig økonomi i familiernes husholdningsøkonomi i landet, men det er den faktiske virkelighed.
Det at optage lån for at øge den offentlige sektor via investeringer i offentlige bygninger, kan synes som en fornuftig ide for nogen, da det her og nu kan skaffe nogle håndværkere i arbejde.
I virkeligheden er det som at tisse i bukserne. Det varmer et øjeblik, men det bliver dobbelt så koldt bagefter.

Lad os i stedet vise ansvarlighed, så vi kan videregive et samfund til vores børn og unge, hvor velfærdsydelser findes til dem, der har behov for en hjælpende hånd.
De færreste af os ønsker vel, at vores børn og unge skal arve gæld fra os, fordi vi ikke kunne skrue en smule ned for forbruget, da det var nødvendigt.
Det er i hvert fald ikke sådan, jeg gerne vil huskes, når jeg en gang står til evaluering i mine børns hoveder.

Franz Rohde
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Pileurten 3
5450 Otterup

HELLERE VALG END DÅRLIGT KOMPROMIS!

Opråb til regeringen fra Konservative på tværs af Fyn:
HELLERE VALG END DÅRLIGT KOMPROMIS!

Konservative på tværs af Fyn ønsker at råbe de folkevalgte op ved indgangen til forhandlingerne om 2020-forhandlingerne.

Vi håber, at den borgerligere regering ikke skeler til meningsmålinger og ikke bukker sig for dybt i et politisk kompromis. Hellere udskrive valg end at undlade at tilpasse velfærden på åbenlyse punkter.

Det åbenlyse og afgørende spørgsmål er, om vi ønsker et velfærdssamfund, der tager sig af de svage og udsatte, eller vi, som rød blok, ønsker et velfærdssamfund, hvor det højeste mål i virkeligheden er omfordeling – uden særligt hensyn til de svageste. Vi er ikke i tvivl!

Vi ønsker at reducere i det universelle udbud af sociale ydelser i form af gradvis afskaffelse af efterlønnen. Det er asocialt, at vi beder arbejdsstyrken om at yde ekstra for at sikre fremtidig velfærd, når vi samtidig betaler seniorer for at lade være.

Alle er enige om, at der er et hul i kassen på 47 milliarder kr. mod 2020. Vi mener, at folketingets partier skal prioritere områder, hvor det giver mening. – mening i forhold til den incitamentstruktur der skabes hos den enkelte. Derfor er vi ikke umiddelbart tilhænger af at fjerne uddannelsesstøtten på ungdomsuddannelserne.

Vores opråb til regeringen:
o Fjern asociale universelle ydelser
o Tænk på incitamentstrukturen
o Forring ikke fremtidens velfærdgrundlag –> Uddannelse
o Hellere et folketingsvalg end bøje sig for dybt til et utilstrækkeligt kompromis

Franz Rohde, Konservativ Folketingskandidat Nyborgkredsen
Pileurten 3. 5450 Otterup

Simon Birch, Konservativ Folketingskandidat Middelfartkredsen
Kragsbjergvej 38 st. tv. 5000 Odense C

Anlægsgartner Brian Kristensen – En mand i systemets klemme

Brian Kristensen og familien købte et hus på landet. Huset var lige til skrot, men sammen fik de bygget huset om, så det i dag fremstår som et dejligt hjem for familien.
På landet er der god plads, og Brian Kristensen startede for 8 år op som selvstændig anlægsgartner og med planteservice for forskellige virksomheder.
Med årene og ikke mindst med hårdt arbejde og mange arbejdstimer kom virksomheden til at køre fornuftigt. En garage blev bygget om, men der er nu brug for mere plads. Virksomheden har et mindre antal maskiner og tilbehør som sneskovle, og naturligt nok, vil Brian Kristensen gerne have disse sager i tørvejr.

Brian Kristensen ansøger derfor Nordfyns Kommune om en byggetilladelse til en hal på ca. 500m2. Det skulle han aldrig have gjort!
Nu opdager Nordfyns Kommune nemlig, at den virksomhed, de ganske vist har kunnet finde, når der skulle opkræves alverdens skatter og afgifter, eksisterer.
Brian Kristensen får ikke bare et afslag på byggetilladelsen, han får samtidigt besked på, at han slet ikke må drive en sådan type virksomhed på adressen, da han bor i landzone.
Ifølge kommunens afslag er sagen den, at planloven ikke levner mulighed for at give tilladelse til den type erhverv i landzone. Ganske vist er der muligheder for, at kommunen kan give dispensationer, men den giver altså et afslag i stedet.

Sagen omtales i pressen på Nordfyn, og Brian Kristensen ansøger igen om samme byggetilladelse. De fleste forventer, at kommunen nu giver dispensation, hvilket Danmarks Naturfredningsforening efterfølgende formentligt vil anke til Natur- og Miljøklagenævnet, men igen giver Nordfyns Kommune afslag.
Nordfyns Kommune udtaler i forbindelse med det gentagne afslag, at det er ærgerligt, og at de nu vil sende sagen over til Miljøministeren. Ifølge kommunen har de ikke mulighed for at give dispensation i denne sag.

Allerede inden det nye afslag vedtages i Nordfyns Kommune har flere politikere været på banen. Undertegnede har udtalt besøgt Brian Kristensen, og efterfølgende udtalt sig til pressen om sagen, og sendt sagens akter videre til folketingsgruppen på Christiansborg – herfra videregives sagen til miljøministeriet. Lars Chr. Lilleholt (V) har ligeledes allerede udtalt, at han sender sagen ind på miljøministerens bord. Carsten Abild (formand for ”Landsbyerne i Danmark”) er også gået aktivt ind i sagen, og også han har udtalt, at sagen vil tilgå miljøministeren.

Mens miljøministeren altså kan afvente en del henvendelser om sagen fra Nordfyn, går Brian Kristensen rundt og er i vildrede. Sagen sendes videre, men skal han så lukke virksomheden til den 1., eller skal han lige afvente en afgørelse fra ministeren.
Lysten til at fortsætte som selvstændig er formentligt ikke øget i forbindelse med forløbet. Skal virksomheden placeres i et industrikvarter, vil det ikke længere være muligt for ham både at levere så mange arbejdstimer i firmaet og samtidig være familiefar. Udgifterne vil ikke være små ved at skulle leje sig ind et andet sted, og at købe en hal overstiger langt, hvad virksomheden kan forrente.
Kan man nu forstå, hvis Brian Kristensen vælger at give op, og han i stedet stiller sig op i køen af arbejdsledige(?) – som køen i forvejen er rigelig lang af på Nordfyn.

Jeg kan godt!
Jeg kan også godt forstå, at en masse små erhvervsdrivende på Nordfyn lige nu holder vejret – i dyb tavshed. Man skal ikke ligefrem gøre opmærksom på sig selv – så meget kan man da lære af denne sag. I sær hvis man befinder sig i landzone.

Betale regningen

Der tegner sig et billede af et rødt flertal efter næste valg. Det er måske fordi, det er lykkedes Helle og Villy at bilde folk ind, at det kun er millionærerne, der skal betale mere i skat og afgifter.
Det gør jo ikke så meget, at de ”andre” skal betale mere.
Hvor meget vil du selv betale mere end nu, og hvorfor indbetaler du så ikke bare frivilligt ekstra til skat? Er det ikke det rigtige spørgsmål at stille?

Selvfølgelig vil Villy og Helle ikke fortælle hele sandheden om deres dyre projekt: Vi lover flere penge til hvad som helst. Fortæller statsministeren på TV om, hvor store skattestigninger de opererer med i ”Fair Løsning”, hidser Helle sig op til vilde højder.
Ganske vist dækker de højere skatter og afgifter ikke planens udgifter, for så blev planen helt uspiselig for vælgerne, og den bommert begår Helle og Villy ikke.
Men vær bare helt sikker på, at en rød regering bliver en dyr regering for os alle sammen – med nye og flere afgifter pakket ind i argumenter om ikke mindst sundhed.
Man kan kalde det en indskrænkelse af den personlige frihed, når staten bestemmer, hvordan vi bør leve og styrer os via afgifter.

Selv ikke afgifterne, der medfører tabt personlig frihed, er nok til at betale for Helle og Villys planer. Planer der går ud på, at verdens største offentlige sektor skal investere yderligere. Det er en dyr drøm at tro på, at vi skaber vækst ved at tage pengene fra folks lommer og ansætte flere i den offentlige sektor for pengene.
Regnestykket kommer aldrig til at gå op på den måde.

Statsgælden vil vokse i raketfart under Helle og Villy, og det bliver de unge, der skal betale.
Mens den ældre generation kan gå på efterløn og alene ved alder optjene ret til statsbetalte rettigheder – uanset hvor velhavende de er – smider vi regningen til de kommende generationer..
Generationstyveri? Måske! I hvert fald et udslag af forskellene på generationerne i antal vælgere.
De, der er unge nu, behøver næppe drømme om, at der skulle være lignende vilkår for dem selv, når de kommer op i alderen. Det er næppe realistisk – men betale regningen for den ældre generation må de gerne.
Betale gælden efter Helle og Villy, det får den unge generation helt sikkert også lov til – hvis der ved valget viser sig at være et rødt flertal i den danske befolkning.
Men så egoistiske er vi da ikke som befolkning, eller?